Sakura forårsrejse 25. marts – 07. april 2020 UDSOLGT

Sakura forårsrejse 25. marts – 07. april 2020 UDSOLGT

Sakura 25. marts 2020

Destinationer: Tokyo, Izu, Okayama, Naoshima, Hiroshima, Miyajima, Himeji og Kyoto
Udflugtsmuligheder: Fra Tokyo: Nikko, fra Kyoto: Nara
Varighed: 14 dage
Rejseperiode: 25. marts – 07. april 2020
Pris: Fra 31.990 kr. (tillæg for enkeltværelse 4.000 kr.)
Afrejse: København
Gruppestørrelse: 15-26 personer

UDSOLGT

Oplev Japan imens kirsebærtræerne blomstrer. Ingen kender Japan bedre end Japanspecialisten, og vi tilbyder den bedste rejse til Japan. Hvert år tilbyder vi Sakura-rejsen, og den er altid en stor succes. Vi har sammensat et program med gourmet-oplevelser i særklasse, traditionel overnatning og unikke oplevelser. Med vores kyndige rejseleder vil I opleve det bedste Japan har at byde på, men samtidig er der tid og rum til at gå på opdagelse på egen hånd. Dette er rejsen hvor man får en bedre forståelse for Japan og landets unikke kultur.

Rejseleder på denne tur er Ethan Weisgard. Ethan taler flydende japansk, dansk og engelsk og har været en meget vellidt rejseleder for Japanspecialisten i 10 år. Læs mere om Ethan her: Vores rejseledere

Vigtigt! På denne tur kræves “gode gå-ben,” da vi spadserer meget på denne rejse. Bemærk også, at der vil blive gået op og ned ad trapper, da dette ikke helt kan undgås i Japan.

Oversigt

Dag 1 – 25/3: Afrejse fra Danmark
Dag 2 – 26/3: Ankomst til Tokyo. Rundtur i det livlige Shinjuku
Dag 3 – 27/3: Sightseeing i Tokyo med bymuseet og Asakusa templet
Dag 4 – 28/3: Sightseeing i Tokyo med Meiji helligdommen og teenagekvarteret
Dag 5 – 29/3: Fridag i Tokyo. Mulighed for dagtur til Nikko
Dag 6 – 30/3: Naturskønne Izu-Kogen med traditionel overnatning og varme kilder
Dag 7 – 31/3: Shinkansen-toget til Okayama
Dag 8 – 1/4: Kunstøen Naoshima
Dag 9 – 2/4: Mindeværdige Hiroshima og gudernes ø, Miyajima
Dag 10 – 3/4: Samurai-borgen i Himeji og lokal sightseeing i Kyoto
Dag 11 – 4/4: Sightseeing i Kyoto med Nijo-borgen og Guldtemplet
Dag 12 – 5/4: Sightseeing i Kyoto med Zen templer og stenhaver
Dag 13 – 6/4: Fridag i Kyoto. Mulighed for dagtur til Nara. Afskedsmiddag
Dag 14 – 7/4: Hjemrejse, ankomst samme dag i Danmark

Inkluderet i prisen:

  • Fly: København – Tokyo / Osaka – København
  • Alle lufthavnsskatter og flyafgifter
  • 12 overnatninger på 3* hotel i hhv.Tokyo, Okayama og Kyoto
  • 1 overnatnning på 4* traditionel japansk ryokan med varme kilder
  • 12 x morgenmad, 7 x frokost og 3 x middage
  • El-cykel på Naoshima
  • Entré til Chichu-museet
  • Alle indgange og transport jvf. program
  • Dansktalende rejseleder alle dage

Ikke inkluderet:

  • Måltider og transport ikke nævnt i program
  • Drikkevarer i forbindelse med måltider
  • Udflugt til Nikko (DKK 980)
  • Udflugt til Nara (DKK 750)
  • Indgange og transport på Naoshima, som ikke er nævnt i programmet (forvent ca. DKK 350)
  • Afbestillingsforsikring ved sygdom (kan tilkøbes)
  • Rejseforsikring (kan tilkøbes)
Kategori:EnkeltværelseDelt tosengsværelse
Pris:35.990 DKK31.990 DKK

Alle priser er per person.

Overnatning

Hotel i Tokyo, Okayama og Kyoto 3*

Overnatning i Japan er på gode turistklassehoteller beliggende super centralt, og lige ved byens store knudepunkter. Herved kan man nemt kan komme rundt i byen med direkte s-tog eller metro. Omkring hotellerne findes der mange indkøbs- og restaurationsmuligheder.
Tosengsværelserne er på ca. 17-22 kvm og har alle faciliteter til at gøre opholdet så behageligt som muligt, f.eks. gratis WiFi, AirCondition, hårtørre, el-koger og køleskab (tomt). Hotellerne har også møntvask (selvbetjening) hvis man ønsker at benytte dette under rejsen.


Ryokan i Izu-Kogen 4*

Overnatning i Izu-Kogen er i særklasse, på en traditionel japansk ryokan i en nationalpark. Huset som kun har 17 værelser er bygget efter alle principper og oplevelsen er som at træde tilbage i tiden. Man får også fri adgang til de varme kilder hvor man bader nøgen. På dette sted er de varme kilder private og man derved kan nyde dem alene eller sammen med sin medrejsende (også af modsatte køn). Husk at tage skoene af inden du træder ind på værelset. Sengen er på behagelige futonmadrasser hvor man sover på gulvet.
Her findes der også gratis WiFi.

OBS: På grund af begrænset antal værelser, er enkeltværelse på forespørgsel. I tilfælde af høj efterspørgsel, vil overnatning være på en familie suite, hvor man får sit eget værelse, men deler indgang, opholdsstue og toilet med en medrejsende af samme køn.


Praktisk information

Det er en god idé at forberede sig godt, inden man ankommer til Japan for første gang. Det er en meget anderledes kultur, og mange ting foregår på en helt anden måde end i vores verden. Vi har sammensat en praktisk guide med gode råd til, hvad man bør overveje, før man rejser afsted mod Japan.

Læs vores guide her

Program for Sakura 2020 – forårsrejse til Japan med rejseleder

Inkluderede måltider: M = Morgenmad, F = Frokost, A = Aftensmad

25. marts: Afrejse (A (fly))

Vi mødes i Københavns Lufthavn Kastrup til samlet indtjekning. Fly fra Kastrup mod Tokyo med en mellemlanding undervejs. Nyd forplejningen og prøv at sove på den lange tur, så du kommer tidsforskel og jetlag lidt i forkøbet.

26. marts: Ankomst Tokyo og sightseeing (M(fly),F,A)

Tokyo skyline and Tokyo Tower

Velkommen til Japan! Vi ankommer til Tokyo Narita Lufthavn om formiddagen hvorefter vi har en bustransfer (ca. 1½ time) fra lufthavnen til byens centrum. Her indløser vi vores railpass og spiser frokost tæt på hovedbanegården. Herefter kører vi til bydelen Shinjuku, hvor vi tjekker ind på vores centralt beliggende hotel. Shinjuku er det mest pulserende område i Tokyo. Her er masser af barer, restauranter, stormagasiner, niché-butikker og caféer i nærområdet. Vi går en tur rundt i området, så I lærer bedelen lidt at kende. Om aftenen spiser vi en lækker velkomstmiddag.

27. marts: Tokyo Edo Museum og Asakusa templet (M,F)

Tokyo_Asakusa_Kannon_Sensoji Tokyo_Asakusa_Kannon_Sensoji

Vi vågner op i verdens største metropol, hvor vi begiver os ud på sightseeing. Vi starter med at besøge Tokyo bymuseum (Edo Tokyo Museum), hvor vi får et indblik i hvordan denne lille fiskerby er blevet til Tokyo som den ser ud i dag. Derefter tager vi til Asakusa Kannon Templet, der er Tokyos ældste og er tilegnet buddhismens gudinde for bamhjertighed, Kannon. Op til templet ligger Nakamise-gaden og her kan man købe traditionelle japanske varer til en rimelig pris – et godt sted at lede efter souvenirs. Vi spiser frokost tæt på templet, og herefter er resten af dagen til fri disposition. I kan besøge Ginza og Chuo-dori, et af verdenens dyreste gader, hvor man bl.a. finder Sony Center og andre store japanske og internationale butikker. I kan også tage til Akihabara, som er et mekka for dem, der vil se ny elektronik og manga-kultur

28. marts: Meiji helligdommen og teenagekvarteret (M,F)

Tokyo_Meiji Shrine Japan_Tokyo_Shibuya_Crossing_1

I dag tager vi med Tokyos effektive transportsystem på oplevelse i byen. Vi starter dagen med at besøge den smukke Meiji Jingu helligdom, der ligger som en grøn oase midt i storbyen. Her findes også Yoyogi Park, som er kendt for sine utallige kirsebærtræer. Vi fortsætter på gåben til nærliggende Harajuku, der er verdenscentrum for excentrisk gademode. Dette er stedet, hvis I mangler en pink paryk eller et par katteører, og hvad enten I er på udgik efter gaver eller bare et godt grin, er der nok af oplevelser her! Efter fælles frokost er resten af dagen til egen disposition. I kan bl.a. besøge den nærliggende Shibuya Station. Her kan man stå og falde i staver over mennesker, der myldrer som myrer henover den verdensberømte skrå fodgængerovergang ved Hachiko Exit, omringet af utallige neonreklamer som selv overgår Times Square i New York.

29. marts: Fritid i Tokyo – evt. udflugt til Nikko (M)

Tokyo skyscraper Tokyo_Roppongi National Art Center

Hele dagen er til fri disposition. I kan f.eks. se på fascinerende arkitektur og moderne kunst i Tokyo Midtown, eller besøge den kontroversielle Yasukuni Helligdom, der er tilegnet de japanske døde i 2. verdenskrig. Shinjuku-området med skyskrabere så langt, øjet rækker, er et must-see. Her ligger også Tokyo Rådhus, hvor I gratis kan komme op og se en panorama udsigt over byen fra 45. etage. På skyfrie dage kan man se helt ud til Fuji-bjerget! Verdens største fiskemarked er værd at stå tidligt op efter og kan kombineres med en tidlig frokost med dugfrisk sushi. Ueno område har den store folkelige park og den store zoo med bl.a. pandaer er et godt bud, hvis vejret er godt. Endelig kan I også bare sidde og se på mennesker på en af byens mange caféer. I kan også tage på en heldagstur til Nikko, som bestilles i forvejen (se nedenfor).

UDFLUGTSFORSLAG:

HELDAGSTUR TIL NIKKO (VEJLEDENDE PRIS: DKK 980 PER PERSON INKL. FROKOST. SKAL KØBES I FORVEJEN)

Nikko_temple tochigi_Nikko_yomeimon

Helligdommen i Nikko er Japans næstmest populære turistattraktion efter Kyoto, og dette mesterstykke i pomp og pragt er en oplevelse som ingen anden. Nikkos kendetegn er Tosho-gu, Tokugawa-shogunatets mausoleum. Det er her shogunen over dem alle, Ieyasu Tokugawa, ligger begravet. Hans klan styrede Japan i over 250 år, og til bygningen af helligdommen behøvedes 15.000 af Japans dygtigste håndværkere og 2,5 millioner lag bladguld! Nikko adskiller sig markant fra andre helligdomme i Japan. Den er pompøs, luksuriøs og farverig – det modsatte af klassisk japansk minimalisme. Det er også i Nikko at man finder den berømte træudskæring med de tre aber, der ikke hører, ser eller siger noget ondt. På turen kører I i bus med engelsktalende guide, besøger helligdommen, spiser fælles frokost og besøger Nikkos smukke nationalpark. Her findes det 97 meter høje Kegon vandfald og Chuzenji søen, der omkranser Nikkos hellige bjerg, vulkanen Nantai. Kirsebærtræerne i bjergene blomstrer senere end i Tokyo, og måske I er heldige at ramme blomstringen. I kører tilbage til Tokyo, hvor turen slutter ved en af de store stationer ca. kl. 19. Jeres guide forklarer jer, hvordan I kommer tilbage til hotellet derfra.
Læs mere om udflugten her: Udflugt til Nikko

30. marts: Izu-Kogen Nationalpark og ryokan (M,F,A)

Izu Kogen Izu_Hanakufubi-Ryokan

Vi spiser morgenmad på hotellet og tjekker ud. OBS: Vi sender vores store kufferter direkte til Kyoto – det gør rejsen meget nemmere. Medbring derfor en mindre taske/trolley med hjul på, der har plads til de næste fire nætters fornødenheder! Med vores lette bagage går vi til stationen, hvor vi for første gang skal stifte bekendskab med de berømte japanske hurtigtog. Vi kører ned til den naturskønne Izu-Kogen halvø, der ligger med Fujibjerget mod nord og Stillehavet på de andre sider. Fælles frokost og herefter tid til at gå rundt og beundre den storslåede og uspolerede natur. Om eftermiddagen tjekker vi ind på vores ryokan, et traditionelt japansk gæstgiveri, der har kurbad med vand fra vulkanske kilder. Brug eftermiddagen på at slappe af i badene og på jeres smukke traditionelle værelser, inden vi sammen nyder en middag bestående af udsøgt gourmetmad på vores ryokan. Glæd jer til at sove på den traditionelle japanske vis, på en futon direkte på gulvets bløde tatami-måtter – overraskende behageligt!

31. marts: Med Shinkansen til Okayama (M)

Shinkansen_Mt_Fuji Okayama kurashiki canal district

Efter afslapning i de varme kilder og lækker morgenmad rejser vi med lokaltoget og skifter derefter til det legendariske japanske højhastighedstog Shinkansen. Nyd denne oplevelse. Togene kører på sekundet, sæderne vender altid den rigtige vej, og der er pinligt rent. Ombord på toget nyder vi en traditionel japansk madpakke (ikke inkluderet).
Vi ankommer til byen Okayama sidst på eftermiddagen, en by som er langt mindre turistet i forhold til Tokyo og Kyoto. Her findes der gode muligheder for at opleve det lokale Japan, og med byens mange lokale restauranter og butikker.

01. april: Kunstøen Naoshima (M)

Naoshima Benesse House

Fra Okayama tager vi i dag en dagstur til Setouchi, det smukke indlandshav, hvor vi besøger øen Naoshima. Naoshima er et helt unik koncept: en lille ø dedikeret udelukkende til kunst. Her er skulpturer, kunstmuseer og arkitektoniske showcases en masse – alt sammen i skøn harmoni med naturen på denne uspolerede ø. Det nye Chichu kunstmuseum er sågar bygget ind i jorden for ikke at ødelægge landskabet. Både dette og øens andet hovedmuseum, Benesse House, er designet af den verdensberømte japanske arkitekt Tadao Ando.
Vi følges alle til Naoshima med lokaltog og båd, men af logistiske grunde er det svært at besøge øens mange kunstmuseer som gruppe, derfor vil vores rejseleder informere om hvordan man kommer rundt på øen, og hvilke museer og seværdigheder man kan opleve.

Det er inklusiv en el-cykel, da øen er bakket, til dem der vil cykle rundt på øen. Husk at oplyse om du ønsker det ved bestilling af rejsen. Vi kan ikke garantere en cykel, hvis den ikke er bestilt på forhånd. Al anden transport er ikke inkluderet i prisen.

Indgang til Chichu museet er inkluderet og bliver booket på faste tider, for at sikre at vi kan komme ind, uden at skulle vente for længe. Vi deles op i tre grupper, som kan gå ind med 15 min. mellemrum. Alle andre entré billetter og transporter er ikke inkluderet.

Ønsker man at besøge alle museer, skal man forvente at betale ca. 350 kr. for alle indgange.
Øen er forsynet med cirkulationsbusser, som man kan benytte mod ca. 6 kr. per gang.
Vil man hellere rundt på øen i bil, kan man leje en bil for omkring 500 kr. for en hel dag. Vi anbefaler at gøre det ved bestilling af rejsen, da der ikke er mange til rådighed.*

*OBS: Der påkræves gyldigt internationalt kørekort + pas for at leje motoriserede køretøjer.

Sidst på eftermiddagen mødes vi igen i havnen, hvorefter vi sidst på eftermiddagen tager tilbage til Okayama med højhastighedstoget Shinkansen.

02. april: Mindeværdige Hiroshima og gudernes ø, Miyajima (M, F)

Miyajima_Itsukushima-Shrine

I dag fortsætter vi længere mod syd med Shinkansen til Hiroshima, byen der er verdenskendt som ofret for atombombningen den 6. august 1945.
Vi starter dog med at besøge den lille ø Miyajima, der ligger tæt på Hiroshima. I gamle dage blev øen betragtet som hellig og måtte ikke betrædes. Derfor er den smukke Itsukushima-helligdom og dens tilhørende røde shinto-port bygget på stolper, der balancerer på havbunden. Ved lavvande kan man kan gå helt hen til den imponerende trækonstruktion, som er UNESCO-fredet og et af Japans officielt tre smukkeste syn.
Vi spiser fælles frokost, som her består af okonomiyaki, Hiroshimas meget smagfulde seoul-food – flæsk, kål og nudler, der går op i en højere enhed!
Efter frokost fortsætter vi til Hiroshima Fredspark, der i dag står som mindesmærke over atombombningen. Her besøger vi det saglige, men rystende Fredsmuseum, hvorefter vi sidst på eftermiddagen tager tilbage til Okayama med højhastighedstoget Shinkansen.

03. april: Samuraiborgen Himeji og ankomst til Kyoto (M)

Japan_Himeji_Castle_Sakura 

Himeji-borgen blev bl.a. brugt i tv-serien Shogun og er kendt verden over for sin unikke hvide farve. Den UNESCO-fredede borg har været lukket i flere år pga. omfattende renovation, og nu er den åben for besøgende i al sin pragt.
Fra Okayama tager vi den korte togtur med Shinkansen til Himeji, som ligger halvvejs mod Kyoto. Vi besøger den smukke borg (bemærk at det kan være stejlt at komme helt op i toppen), hvorefter vi vil besøge Kokoen haven som er lige ved siden af.
Der er tid til frokost på egen hånd, og der er tid til at købe lokale produkter i byens gågader som man finder mellem borgen og stationen.
Sidst på eftermiddagen mødes vi på Himeji Station, hvorefter vi tager Shinkansen toget det sidste stykke til Kyoto.
I Kyoto bliver vi forenet med vores store bagage, og aftenen er til fri disposition.

04. april: Guldpavillonen og Nijo-borgen (M,F)

Kyoto_Nijo castle

I dag besøger vi to af Kyotos allermest berømte syn. Kyoto var Japans hovedstad fra 794 til 1868 og er stadig landets spirituelle og kulturelle centrum. Byen har en overflod af UNESCO-fredede bygninger, og i dag skal vi se nogle af de allermest imponerende. I egen bus tager vi ud til den nordlige del af byen, hvor det gyldne tempel, Guldpavillonen, ligger. Det er et enestående smukt syn, som altid er populært. Vær forberedt på mange mennesker – oplevelsen er det hele værd! Vi fortsætter til den imponerende Samurai-borg Nijo med det såkaldte nattergalegulv, der ”kvidrer,” uanset hvor stille man lister sig hen. Gulvet blev lavet så shogunen kunne høre hvis en ninja skulle prøve at liste sig ind for at dræbe ham! Efter fælles frokost er resten af eftermiddagen og aftenen fri til egen disposition.

05. April: Kyotos templer og haver (M,F)

 Kiyomizu Temple, Kyoto

I dag tager vi ud for at udforske flere af Kyotos kulturskatte. I egen bus besøger vi den mere end 500 år gamle og meget smukke Sølvpavillon og det gamle Zen-tempel Nanzenji, der gemmer på imponerende strukturer og haver. Her er bl.a. den berømte “Tigre med Unger” stenhave, der efter sigende blev grundlagt for 500 år siden. Herefter fortsætter vi til Kyoto centrum, hvor vi spiser en fælles frokost i nærheden af det hyggelige og lokale Nishiki-marked. Resten af dagen er til fri disposition. Man kan med fordel besøge markedet og se nærmere på de mange japanske specialiteter. Her er det også et godt sted at købe japanske kokkeknive. Hvis I vil lidt udenfor byen, kan det anbefales at besøge Arashiyama (vestbjergene) med de smukke bambusskove, eller Fushimi Inari templet (syd for Kyoto Station) der er berømt for sine tusinder af røde shinto-porte.

06. april: Fritid – evt. udflugt til Nara (M,A)

Kyoto_Fushimi Inari Kyoto_Street food

Denne dag er til fri disposition i Kyoto. Byen har over 1600 templer og 400 shinto-helligdomme, så der er nok at gå på opdagelse i. Desuden er Kyoto også centrum for kulturelle oplevelser, og I kan købe det fineste Japan har at byde på her, såsom silke, papirvifter eller udsøgt grøn te. I kan også tage på heldagstur til landets ældste hovedstad, Nara.
Sidst på eftermiddagen samles vi igen og går sammen hen til en stemningsfuld lokal restaurant, hvor vi slutter Japan-rejsen af med manér med en udsøgt delikat fælles “sayonara”-middag.

UDFLUGTSFORSLAG:

DAGTUR TIL NARA (VEJLEDENDE PRIS: DKK 750 PER PERSON. SKAL KØBES I FORVEJEN)

Nara Park

En dagstur med de vigtigste højdepunkter i Nara. I mødes med jeres engelsktalende guide udenfor hotellet ved Kyoto Station kl. 9:00. Herfra tager I toget til Japans allerførste hovedstad Nara, hvor I til fods besøger Kofuku-ji og det lille museum. Hererefter spiser I en god frokost.
Efter frokosten går turen op igennem skoven, til Kasuga Shrine helligdommen. I vil gå ad en skovsti, hvor der er ca. 3000 lanterner på hver side af stien, et flot syn. Videre ned igennem Nara park til Nandaimon Gate og Todaiji-templet med verdens største bronze-buddha.
I Nara park vil I se mange af de søde og tamme sikahjorte. I tager toget tilbage og er på Kyoto Station igen ca. kl. 16:30

07. April: Retur til Danmark (M, Mad på fly)

Denne morgen er der tidlig morgenmad og check-ud. Vi tager til Osaka Kansai Lufthavn. Her tjekker vi ind på vores fly, og tager den lange tur tilbage til København med mellemlanding undervejs. Ankomst i Københavns Lufthavn tidligt samme aften.

Vi bruger cookies på dette websted for at forbedre din brugeroplevelse. Ved at fortsætte med at bruge denne hjemmeside accepterer du brugen af cookies i overensstemmelse med vores Cookie policy. Accepterer