Introduktion til Japansk religion

Af Kristian Ditlev Jensen

Japanerne er polyteister. Det vil sige, at de ikke som vi har én, men derimod flere religioner og guder. Dette giver en fundamentalt anderledes tankegang. Japanerne er generelt ikke specielt fanatiske i religiøse sammenhænge, men tværtimod meget åbne og imødekommende overfor nye ideer og skikke.
Mange yngre japanere, der ikke i øvrigt er kristne, fejrer for eksempel vestlig jul med gaver og god mad. Og det bliver også blandt traditionelle japanere mere og mere almindeligt at gå med vielsesring, som man gør i kristne lande.

I Japan har man to hovedreligioner, som de fleste japanere dyrker med større eller mindre intensitet. Den ene kaldes shinto, den anden er den særlige japanske buddhisme, som går under navnet zen eller zenbuddhisme. Meget groft sagt bruger japanere shinto til alt, hvad der har med livet og hverdagen at gøre – for eksempel bliver man traditionelt gift i et shinto-tempel – mens buddhisme bruges til håndtering af døden og af lidelse. Begravelser er derfor buddhistiske.

Shinto er en noget uudgrundelig størrelse, som de færreste udlændinge forstår til bunds. Men grundlæggende er shinto en animisme. Det vil sige, at man i shinto tilbeder kami, som betyder guder eller ånder. Ofte er det ånder, der er forbundet med et sted eller en naturlig ting. Solen har sin egen kami, men en stor klippe ude i havet kan også være hellig, så folk fra nær og fjern kommer og tilbeder dens kami.

Ordet kami kender vi fra kamikaze-piloterne, der var på selvmordsmissioner for den japanske kejser under Anden Verdenskrig. De var så farlige, når de dræbte sig selv imod fjendens skibe, at de blev kaldt guddommelig vind.

Når man er i Japan kan man ikke undgå at bemærke de smukke torii porte ind til shinto-templerne. Og de meget æstetiske shinto-templer er altid et besøg værd. Her kan man ofre en mønt eller lidt røgelse til guderne og hænge en bøn i et træ, hvis man da ikke køber en spådom i en af de opstillede automater. Husk at det er dårligt at få den bedste spådom, for så kan livet jo ikke blive bedre – herfra er det kun ned ad bakke.

Den japanske buddhisme, som eksisterer side og side med shinto, har dybe rødder i Centralasien. Buddhismen opstod i Indien for 2500 år siden og udviklede sig straks i flere forskellige retninger.

Den indiske religion fokuserede på håndtering af tilværelsens lidelse og individets stadige mentale udvikling i et forsøg på at slippe fri af lidelsen. Ifølge Buddhas belæringer, bunder enhver lidelse i begær og kun gennem kontrol af begæret, vil man komme fri af lidelsens evigt selvforstærkende cirkel.

Grundideen i alle former for buddhisme er derfor, at man skal være vaks ved havelågen man skal være opmærksom. Navnet Buddha betyder simpelthen Den vågne eller måske rettere Den opvågnede. Det vil sige den, der er kommet til sig selv og nu er i en mere reel kontakt med virkeligheden.

Når man for sit indre øje ser en skaldet, japansk alvorsmand, der sidder i lotus-stilling, så er det en zen buddhist, man har i tankerne. Sådan en munk laver zazen – han forsøger at sidde helt stille og tømme sindet, tænke på absolut ingenting og bare være til. For som en gammel zenmester sagde: Man kan ikke fylde en tekop, der allerede er fuld.

De to religioner møder man indirekte mange steder i det japanske samfund. Tendensen til at rengøre, rydde op og starte på en frisk kommer fra shinto, hvor man traditionelt fjerner onde ånder ud ved fysisk at muge ud i krogene. Zen kan man se i meget japansk kunst og i japanernes imponerende evne til disciplin. Buddhismen handler blandt andet om, at man ikke fremhæver sig selv, men derimod går i et med baggrunden.

Om forfatteren:

Kristian Ditlev Jensen (f. 1971) er forfatter, oversætter og journalist. Han har i over ti år skrevet for flere danske aviser og oversat en række bøger fra amerikansk. Som forfatter har han udgivet en prisbelønnet selvbiografi, der er oversat til flere sprog. Hans forfatterskab omfatter også den lille essaysamlig Røde Kager og Grøn Te, som handler om japansk kultur. Den udkom i 2002 på Gyldendal.

FLERE ARTIKLER AF KRISTIAN DITLEV JENSEN