Izu-Kogen

Izu-Kogen 2018-11-21T14:47:35+00:00

Naturskønne Izu-Kogen

En fredelig oase blot 2 timer fra Tokyo

  • 0
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4

Hvad gør Izu-Kogen speciel?

Izu-Kogen ligger ved Fuji-bjerget. Her er idyllisk natur, varme kilder og næsten ingen turister. Beliggenheden er perfekt hvis man har lyst til at opleve traditionelt japansk kurbad på vejen til eller fra Kyoto. Izu-Kogen er en nationalpark, der, som Hakone, ligger ved foden af Fuji og andre bjerge. Til forskel fra Hakone kan Izu dog tilbyde en fredelig atmosfære hvor man slipper for de turistede steder, betonhoteller og lange køer, der desværre er en del af Hakone. Her finder I autentiske små ”ryokan”, familie-ejede gæstgiverier, der er bygget på traditionel vis. Desuden er I næsten sikre på at være de eneste udlændinge her, da langt de fleste besøger Hakone i stedet for at tage ind til denne gemte perle.

Samtidig er naturen fantastisk med beliggenhed ved det smukke Stillehavskyst. Det er heller ikke et problem at se Fuji-bjerget fra Izu-Kogen, det knejser smukt i horisonten. Bemærk dog, at Fuji-bjerget er en genert skabning, der ofte gemmer sig bag tåge og dis – uanset hvilken vinkel, det betragtes fra.

Izu-Kogen har en unik naturlig skønhed, der ikke kan sammenlignes med andre steder i Japan. Det absolutte højdepunkt er den flere kilometer lange kystlinje (Jogasaki), hvor en fuld vandretur tager omkring 5 timer. Eftersom dette er en nationalpark, er området er uspoleret uden bygninger, og her findes fantastiske vandreruter gennem skoven med gran og egetræer. Kystlinjen er et resultat af et vulkanudbrud for over 7000 år siden. Den stivnede lava dannede en smukt skinnende mørkegrå klitformation langs vandet. Det er let at vandre her, og da man har Stillehavet på den ene side og bjergene på den anden kan man aldrig fare vild.

Hvis I overnatter på Hanafubuki Ryokan, har I tilmed muligheden for at tage på morgenvandring med lokal guide og se solen står op. I den lille landsby Izu-Kogen findes lokale butikker, caféer, restauranter og museer.

Ohmuro-bjerget er den gamle vulkan hvis udbrud formede kystlinjen. I dag er den ikke længere aktiv, og det er muligt at besøge det gamle krater og nå toppen med en kort tur i svævebanen. Fra toppen er der fantastisk udsigt over bjergene, (bl.a. Fuji-bjerget), og de små øer der ligger spredt langs kysten. Ved siden af Ohmuro-bjerget ligger Southern Cross Golf Resort, hvor man kan tage et slag golf.

Om sommeren kan man sejle i kajak på Stillehavet, ligesom man kan prøve bjergvandring i det nærliggende højland. Det er også muligt at bestille en dagstur til Hakone Nationalparken med lokal guide. Hvis I leder efter en idyllisk plet i Japan der er nem at komme til, har smuk natur, traditionel indkvartering, få turister og masser af ægte japanske kurbade, er Izu-Kogen helt bestemt stedet!