Aso-bjerget

Japans største aktive vulkan
  • 0
  • 1
  • 2

Hvad gør Aso-bjerget speciel?

Oplev majestætiske vandfald, kløfter og bjerge i denne utroligt smukke nationalpark i hjertet af Kyushu. I hjertet af den sydlige ø Kyushu, langt fra byens mylder og beton, ligger denne fantastiske nationalpark. Hovedattraktionen er Aso-bjerget, Japans største aktive vulkan og en af de største i verden. Den består af fem vulkaner og har et af verdens største kratere med en omkreds på ca. 120 km. Med en svævebane kan man tage til en af de aktive vulkaners top (hvis vejret er ok). Herfra kan man kigge ned i krateret, hvor der har formeret sig en stor turkis sø, der syder og bobler. En stor oplevelse! Bemærk dog, at der kommer stærke gasser fra vulkanen, så vær forberedt på dette.

Tæt på vulkanen ligger Komezuka, en lille trapezformet vulkan, der er smukt dækket af grønne planter. Bjerget kan ikke bestiges, men der er behagelige gangstier i området, dog er det ikke let at nå hen til med offentlig transport.

I nærheden ligger den lille, men spirituelt meget vigtige, by Takachiho. Naturen her er intet mindre end overvældende – majestætiske vandfald og skovklædte bjerge. Det er intet under, at dette område ifølge legenderne var gudernes legeplads. Solguden Amaterasu, en af den japanske shinto-religions vigtigste guder, gemte sig i en grotte her og skabte evig nat. Det krævede meget arbejde og ikke så lidt smiger at få hende ud igen!

Besøg Amano Iwato Helligdommen, hvorfra man kan se – men ikke gå ind i – grotten. Gå heller ikke glip af Takachiho Kløften (bedst i roligt vejr). Her kan man leje en robåd og sejle ned ad floden langs høje klipper og vandfald af overjordisk skønhed.

Det kan være lidt besværligt at komme frem til Aso-bjerget med offentlig transport. Det her er noget af den mest uspolerede natur og hertil hører det, at transportnettet heller ikke er særlig udbygget. Man kan komme frem med tog og bus fra Kumamoto, det tager omkring 2 timer, men der kører ikke så mange tog, så man skal planlægge det i forvejen.

Det er værd at overveje at leje en bil. Med en bil kommer man hurtigere frem og har desuden muligheden for at prøve at overnatte i svært fremkommelige, naturskønne områder som Kurokawa Onsen, en idyllisk by i nærheden der er berømt for sine kurbade. Japanspecialisten hjælper gerne med at arrangere billeje med engelsk GPS – kontakt os.
 

BEMÆRK: Japan er et meget sikkert land, og der bliver holdt godt øje med vulkanerne. Aso-bjerget er stadig en aktiv vulkan, og dette kan betyde, at der fra tid til anden bliver lagt begrænsninger på, hvor tæt man kan komme, hvis der er for meget røg eller gas i luften. Vi beder om forståelse for dette.