Okinawa

Okinawa 2018-04-17T15:15:17+00:00

Okinawa – et ægte ferieparadis

Dejlige strande og koralrev i verdensklasse

  • 0
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8

Hvad gør Okinawa speciel?

Langt mod syd, mange hundrede kilometer fra resten af Japan, ligger de idylliske Okinawa øer med hvide strande og turkisblåt vand. Okinawa har ikke bare dejlige strande, men også koralrev i verdensklasse, gode surfingmuligheder og sin helt egen kultur. På trods af alt dette, er øerne langt fra overrendt – japanerne er ikke det store strandfolk, og rejser man uden for den japanske højsæson, kan man næsten have det hele for sig selv. Det subtropiske klima gør at Okinawa er varmt, solrigt og indbydende året rundt. Okinawa ligger isoleret fra resten af Japan og har haft en skiftende tilknytning til landet – øerne har været selvstændige såvel som under kinesisk og amerikansk overherredømme. De skiftende nationale tilhørsforhold har dog ikke haft den store indflydelse på Okinawa-boerne selv. De er og har altid været deres egne, med en helt unik og meget rig kultur.

Under navnet Ryukyu var Okinawa i århundreder sit eget kongedømme. Øerne udviklede en helt unik samling af kunsthåndværk, arkitektur og madkultur, stærkt påvirket af både Kina, Sydøstasien og Japan. Som Japans eneste smeltedigel af asiatisk kultur har Okinawa sin helt egen stemning, udsprunget fra det lokale instrument “Japisen”, en melodiøs og sydasiatisk rytme som vibrerer hvor man end kommer. I radioen, på barer, i karaoke, overalt svæver den frem som en brise over øgruppen.

Det er også i Okinawa at kampsporten karate har sit udspring, og i de senere år har øerne desuden været præget af påvirkningen fra USA. Det ses mest tydeligt i den største by, Naha. De to gader International Street og Peace Street er hinandens modsætninger. Den første er moderne og bekvem, og den anden en traditionel markedsgade fyldt med asiatiske dufte og snævre sidegader.

I Shuri lige udenfor Naha, finder man de storslåede restaurerede slotte som var Ryukyu-kongernes hovedsæde i 500 år, dengang Okinawa var sit eget rige. Disse slotte er et eksempel på blandingen af japansk og kinesisk arkitektur, som var karakteristisk for denne kultur.

Afslutningsvis bør man nævne de øer som udgør Japans yderste sydspids Miyako og Iriomote – her finder man Japans bedste muligheder for badning og snorkling! Alle Okinawas øer har deres individuelle styrker og charme. Læs mere nedenfor.

Okinawa øen

Okinawa er Okinawa-øernes hovedø, den største og samtidig mest udviklede ø. Øen har ikke været en del af Japan særlig længe, og har en helt anden atmosfære end resten af landet. Her findes stadig en del amerikanske militærbaser, som gør øen meget amerikansk. På den nordlige del findes smukke naturområder. Langs øens vestkyst ligger de store strandhoteller helt ned til strandene, i områder som til tider minder om Florida eller den amerikanske vestkyst. Okinawas vigtigste seværdigheder omfatter Ryukyu landsbyen, en autentisk bygget landsby, hvor man ser Okinawas unikke kultur – bl.a. karate – vækket til live. Manzamo klippen, der ligner en elefantsnabel og ligger ved dramatiske vande er også et besøg værd, men det absolutte højdepunkt er Churaumi akvariet. Det er et af verdens største akvarier, og kan man se verdens største fisk, hvalhajen, svømme rundt blandt mange andre farvestrålende arter i et kæmpemæssigt akvarium. En fantastisk oplevelse.

Naha, Okinawa øen

Naha er Okinawas største by. Den er en storby, men en lille en af slagsen. Atmosfæren her er helt anderledes end Japans ”fastland” – mere afslappet, åben og international. Byen er ikke så stor og har desuden en monorail, der gør det nemt at besøge de største seværdigheder. Den prangende Shuri-borg reflekterer de mange kulturer, der har haft indflydelse over denne ø. I kan også besøge Okinawas Historie- og Kunstmuseum eller det mondæne shoppingområde Shintoshin. Om aftenen anbefaler vi en slentretur ned ad den farverige shoppinggade Kokusaidori (International Street), der har stribevis af restauranter og barer.

Aka øen

Aka øen er mindre end 4 km², fredelig og paradisisk med kun 340 beboere. Der er masser af muligheder på denne ø med de smukke, hvide sandstrande. Ved havet kan I snorkle, dykke, sejle i kano eller bare slappe af. I kan også leje en cykel og tage til en af de mange smukke og uspolerede strande der ligger lidt væk fra resort-området.

Kerama øerne

På disse idylliske øer er naturen i højsædet. Grønne bakker, blændende hvide strande, turkisblå hav og næsten ingen mennesker – kommer I udenfor den japanske sæson kan I have det næsten for jer selv! Tokashiki, den største af Kerama øerne, har kun omtrent 700 beboere. Her er der smukke koralrev som I kan se, hvis I dykker, men på bare en almindelig snorkeltur kan I møde eksotiske fisk og store havskildpadder. Prøv også at besøge nogle af de nærliggende ubeboede øer.

Miyako øen

Miyako øen er Okinawas næststørste, men ligger meget isoleret og er helt unik i sin skønhed. Her kan I virkelig få den perfekte luksusferie. Øen er uopdaget af udlændinge og rejser I udenfor den japanske sæson er der kun ganske få turister i dette tropeparadis, der har Japans måske allersmukkeste strande!

Nagannu øen

Nagannu er en ubeboet koralø, der ligger en kort færgetur fra Tomari havnen i Naha. Øen er kun 1.1 km lang og 200 m bred og meget smuk. Her har I rige muligheder for aktiviteter: I kan snorkle, dykke, bade eller gå rundt om øen (ca. 1 time). I januar-marts kan I også tage på hvalkigning.

Yaeyama øerne

Yaeyama øerne ligger 500 km vest for Okinawas hovedø – ja, de er faktisk tættere på Taiwan! Øerne besidder en storslået og vild natur med stor biodiversitet og er i de seneste år blevet et mål for økoturisme. Ishigaki er den mest udviklede af disse naturskønne øer, og her bor ca. 80% af øernes befolkning. Det er også her I finder de mest fantastiske strande. Den anden af de store øer i gruppen er Iriomote, som er et sandt naturparadis med mangroveskove, flodsejlads, regnskovsklædte bjerge, vandrestier, white-water rafting og spændende dyreliv. Iriomote nås med en kort færgetur fra Ishigaki og er med sine mange aktivitetsmuligheder en god kombination med strandene på Ishigaki. Mellem de to store øer ligger små-øerne Taketomi og Kohama som begge er en udflugt værd – husk badetøjet.

Grupper

Har du en klub, en forening, eller medarbejdere, der skal på en rejse til Okinawa? Vores dygtige kolleger fra Gruppespecialisten er eksperter i grupperejser til Japan for 10 personer og opefter.
Læs mere her:
Grupperejser til Okinawa
Inspiration til aktiviteter i Okinawa

Naha Max. temp. Min. temp. Badetemp. Regn mm Regndage Soltimer
Jan 19 14 23 115 11 95
Feb 19 14 22 125 11 85
Mar 21 16 23 160 12 109
Apr 24 19 24 181 11 134
Maj 26 22 25 234 12 150
Jun 29 25 27 212 11 182
Jul 31 26 29 176 9 234
Aug 31 26 28 247 12 223
Sep 30 25 28 200 10 197
Okt 28 23 27 163 8 169
Nov 24 20 25 124 9 121
Dec 21 16 24 101 8 114

Tyfoner

Okinawas tyfonsæson strækker sig fra juni til november og 25% af Okinawas årlige nedbør kommer med dette uvejr. De fleste tyfoner kommer i juli, august og september. Tyfoner kan være vældig kraftfulde og ødelægge natur og bygninger. Det er sikreste at blive indendørs, når en tyfon hærger for at undgå skade.

Regntid

I Okinawa starter regntiden (tsuyu) i starten af maj og varer til og med slutningen af juni. Med andre ord er det omkring en måned tidligere end resten af landet og det er ikke så vedholdende, som regntiden på hovedøen i Japan (Honshu).