Kyoto – Japans kulturelle vugge

Stedet, hvor den traditionelle kunst stadig holdes i live

  • 0
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6

Hvad gør Kyoto speciel?

Kyoto er i sandhed Japans levende kulturelle skatkammer. Med sine mere end 1.600 buddhistiske templer, 270 shinto-helligdomme og et væld af UNESCO-fredede bygninger og kunstværker er Kyoto en af jordens største kulturskatte. Højdepunkterne inkluderer Guldpavillonen, Kiyomizu-templet, Heian Jingu helligdommen og Kejserpaladset. Nijo-borgen er et særligt sjovt besøg. Her kan man gå på det såkaldte nattergalegulv, der ”kvidrer” uanset hvor stille, man lister sig af sted. En tidlig form for alarmsystem, der stoppede ninjaer fra at snigmyrde samurai-høvdingen!


Lidt historie

Kyoto Yasaka ShrineTil forskel fra de fleste andre japanske storbyer er det centrale Kyoto meget overskueligt og det er let at orientere sig. Byen, som i mere end tusinde år fungerede som kejserhovedstad, er opbygget efter kinesisk forbillede og gaderne løber vinkelret på hinanden. Kyoto nedbrændte mange gange og plyndredes under middelalderen, men er den eneste større japanske by, som ikke blev bombet under Anden Verdenskrig. Kyoto anses som hjem, ikke bare for den historiske kultur, men også for den levende kulturarv. Det er i Kyoto at man kan købe det fineste håndværk som silke, stoftryk og vifter, der stadig fremstilles efter årtusindgamle traditioner. Det er også i Kyoto at man kan deltage i en te-ceremoni eller se unge “maiko”(piger i lære som geisha) optræde i teatret Gion Corner. Det er også i Kyoto at man får den fineste japanske gourmetmad. Kyoto er især berømt for tre former for køkken: “kaiseki ryori”, “shojin ryori”og “banzai”. “Kaiseki ryori”består af et stort antal små retter (ofte omkring 12-15), der er tilberedt med årstidens fineste ingredienser og serveret så de behager øjet såvel som ganen. “Shojin ryori”er baseret på samme princip, men forskellen er at “shojin ryori”er helt vegetarisk. Det er nemlig munkenes kost fra de mange templer, men på en forfinet og luksuriøs måde med et væld af smag og farver. “Banzai”er traditionel hjemmelavet mad ”som mor i Kyoto lavede den”. Igen et stort udvalg af retter i udsøgte smage og farver, men lidt mindre fint end de to første og som oftest billigere. Desuden er Kyoto berømt for grøn te og japanske kager.

Fakta om Kyoto

  • Indbyggertal: 1,5 millioner
  • Beliggenhed: Kyoto ligger i en dal som er en del af Yamashiro-dalen
  • Nærmeste lufthavne: Osaka
  • Centrum: Den centrale Kyoto meget overskueligt og nemt at orientere sig
  • Vejret: Det bliver aldrig rigtig koldt i Kyoto om vinteren. Til gengæld er der meget varmt og fugtigt om sommeren. Efterår og forår de bedste rejseperioder.

KEJSERPALADSET

Som turist nyder man privilegiet at kunne besøge Kejserpaladset uden at skulle vente mere end en dag eller to på en tilladelse fra myndighederne. (Japanerne skal faktisk vente på tilladelse i flere måneder.) De enorme paladsbygninger ligger midt i Kyoto i en kæmpe park. Selv om kejseren nu til dags er bosat i Tokyo, tager alle nye regenter til Kyoto for at blive kronet. Da kejserfamilien stadig betragtes som noget helt specielt i Japan, kan man ikke komme indenfor i selve paladset. Man kommer ind i de normalt aflukkede grunde og kigger på paladset udefra. Selv dette er dog en unik oplevelse til forskel fra Tokyo, hvor man end ikke kan se paladset, så aflukket er det. Adgang til de udsøgte kejserlige villaer Katsura og Shugakuin, samt parken Sento Gosho, ansøger man om samtidigt med Kejserpaladset. En ren formalitet og i reglen kan man besøge disse allerede dagen efter.

NIJO-BORGEN

Nijo-borgen var Tokugawa-shogunatets residens i Kyoto. Den er en unik, historisk perle som vidner om den magt og vælde, hvormed Japan blev regeret. Ligesom i Nikko ansatte man Japans bedste snedkere og kunstnere til at bygge slottet, som i dag er Japans bedst bevarede palads. “Nattergalegulvet”, der giver lyde fra sig, når man går på det, er en fascinerende konstruktion, der trods moderne teknik end ikke kan kopieres i dag. Det anbefales at man tager med på en af de engelsksprogede rundvisninger for at få så meget ud af besøget som muligt.

KIYOMIZU TEMPLET

Små, smalle stræder med gamle træhuse fører op til det gamle buddhistiske tempel, der ligger ved et bjerg, højt hævet over byen. Det imponerende bygningsværk er bygget efter traditionelle metoder, helt uden brug af søm. Om foråret er templet omgivet af de blomstrende kirsebærtræer, om efteråret sættes skovbeklædningen i brand af efterårsbladenes røde og gule farver. Bare den betagende udsigt over Kyoto fra templets terrasse er hele besøget værd. Området omkring templet er utroligt spændende og her kan man sagtens bruge flere timer på at gå på opdagelse. Her findes flere små tehuse og forretninger, der sælger lokalt kunsthåndværk.

SANJUSANGENDO

Denne berømte trækonstruktion fra 1266 rummer 1001 eminent udførte træskulpturer, der forestiller Kannon, barmhjertighedens gudinde. Én kæmpe statue står i midten af templet, flankeret af 1000 i lidt mindre end menneskestørrelse. Alle 1001 statuer har forskellige ansigtsudtryk. Den tålmodige kan prøve at lede efter sine egne ansigtstræk, for det siges at alle mennesker kan finde et ansigt som ligner deres eget i statuerne. Den lange veranda, som løber udenfor hele hallen, har siden 600-tallet fungeret som bueskytte-bane, og der afholdes stadig konkurrencer to gange om året.

MIHO

1½ times transport med tog og bus sydøst for Kyoto ligger det imponerende kunstmuseum Miho. Museet blev bygget for nogle par år siden af en mor og datter, der ønskede et smukt sted at opbevare og udstille deres kunstskatte. Derfor bad de den kinesiske arkitekt I.M. Pei, der bl.a. har tegnet pyramiden ved Louvre i Paris, om at tegne en bygning i et meget smukt og bjergrigt område. Pei lod sig inspirere af folkesagnet om Shangri-La, det bortgemte paradis, hvor mennesker lever i harmoni med naturen. Museet er bygget halvvejs ind i et bjerg, og for at bygningerne skal være i harmoni med naturen ligger 80% af udstillingsarealet under jorden. Det føles næsten som om man har opdaget et hemmeligt tempel, når man finder stedet, og det er et "must" at tage til, hvis man er i nærheden af Kyoto.

Transport i Kyoto

Transport i Kyoto er centreret omkring Kyoto Station. Stationen er den 2. største i Japan og har et indkøbscenter, hotel, biograf, Isetan stormagasin, og flere kommunale faciliteter under ét femten-etagers tag. Det er et knudepunkt for mange rejser og et godt sted at fange alle de busser, som Kyoto har.

Med tog

Fra Kyoto er der gode forbindelser til andre byer i Japan. Vil du ud og opleve Japan med tog kan det anbefales at købe et Japan Rail Pass. Et togpas som fri adgang til at køre på en række strækninger. Skal du til og fra Kyoto til de omliggende byer så se vores guide til hvilke toglinier du skal vælge

Med bus

Bussen er den bedste transportform til at besøge Kyotos mange attraktioner. De fleste bybusser har en fast billetpris, men du kan også købe én-dags-billetter, som du kan bruge ubegrænset inden for en én dag. I modsætning til de fleste japanske busser, har Kyotos busser meddelelser og elektroniske skilte på engelsk. Det kommunale transport selskab udgiver en meget nyttig folder kaldet Bus Navi. Den indeholder en køreplan for buslinjer til de fleste seværdigheder og oplysninger om betaling. Du kan hente den på informationskontoret foran hovedbanegården, hvor du også kan finde en engelsk / japansk computer terminal til at hjælpe dig med at finde den rigtige rute og stop for dit bestemmelsessted.

Med metro

Kyotos metro netværk har to linjer. Begge er nyttige for rejser i byens centrum, men er ikke velegnet hvis du har tænkt dig at skulle rundt og besøge templer.

Med cykel

Kyoto er en flad by uden bakker og nem at finde rundt i. Det er derfor oplagt at leje nogle cykler og udforske byen på dén måde. Vær dog opmærksom på at i Japan er der ikke samme regler som i Danmark omkring cyklister. Man cykler bl.a på fortovet, så pas på fordgængerne!

Kontakt os på 33 45 40 04 eller skriv til info@japanspecialisten.dk

- så hjælper vi dig med din drømmerejse! Hvad enten I planlægger en rejse privat eller som firma, som enkeltperson eller i gruppe, med dansksproget guide eller på egen hånd, kan I stole på at vi kan tilbyde jer den bedste rådgivning. Vi kan skræddersy jeres rejse fra I står på flyet til I er hjemme igen, eller hjælpe jer med enkelte detaljer, såsom billige flybilletter, det helt rigtige hotel, udflugt til Fuji-bjerget, billetter til en Sumo-kamp eller noget helt femte.

Facebook

Get the Facebook Likebox Slider Pro for WordPress