Select your country:
Okinawa - 5 dage Naha, Okinawa Island (Tillægspakke)
Kultur, natur, øde øer og travl storby – oplev alt det bedste, Okinawa har at byde på! Okinawa og byen Naha er den perfekte destination i kombination med din rejse rundt i Japan. Få nogle afslappende dage med badning, shopping og sightseeing i det smukke ø-hav.
Pris fra 5.545 Kr.
[[[tab1]]]
Destinationer:
Varighed:
Rejseperiode:
Pris:
Afrejse:
Naha, Nagannu øen, Churaumi Akvarium
5 dage
Hele året (men fraråder første uge i maj samt august)
Fra DKK 5.545
Tokyo, Osaka, Nagoya, Hiroshima, Fukuoka samt andre byer i Japan (kontakt os herom)

Dag 01: Afrejse fra Japans fastland til Naha Okinawa
Dag 02: Udflugt til Churaumi Akvarium
Dag 03: Udflugt til den uspolerede ø, Nagannu med snokreling og dykning
Dag 04: Afslapning på resort eller shopping i Naha by
Dag 05: Afrejse fra Naha Okinawa til Japans fastland

 Rejsen inkluderer:
- Indenrigsfly t/r mellem hovedbyerne i Japan og Naha lufthavn
- Lufthavnsskatter/afgifter
- 4 overnatninger inkl. morgenmad på Southern Beach Hotel 4*
- Heldagsture inkl. frokost dag 2 og 3 

 Rejsen inkluderer ikke:
- Oversøiske flybilletter
- Transport mellem hotel og lufthavn / Naha by
- Transport og ture ikke nævnt ovenfor
- Måltider ikke nævnt ovenfor
- Rejseforsikring

 Priser og reservation:
  Enkelt-værelse Tosengs-værelse Tresengs-værelse Firesengs-værelse
Pris 7.655 5.545 5.545 5.165
Højsæson: 8.020 -  8.615 5.910 - 6.890 5.910 - 6.695 5.545 - 6.120

Højsæson: 29 april - 04 maj, 24 juni – 30 sept og 09 – 10 oktober 2012.
Blackout i perioden 01 – 15 aug 2012 samt 21 dec 2012 – 04 jan 2013.

Den dyreste periode er i perioden 15 juli - 27 aug.
Kontakt os herom for mere information.

Ved billeje i Okinawa, husk at medbringe både dansk og internationalt kørekort.

[[[tab2]]]
5 DAGE I NAHA
Hovedøen, Okinawa, med byen Naha er ø-gruppens knudepunkt, den største og samtidig mest udviklede ø. Naha er en storby, men en lille en af slagsen. På byens hovedstrøg, Kokusaidori, (navnet betyder ”den internationale gade”) trives handelstalentet i stribevis af souvenirbutikker, restauranter og barer.

Byen og øen er international og her finder du stadig en del amerikanske militærbaser, som gør øen meget amerikansk, men på den nordlige del findes stadig smukke naturområder. Langs øens vestkyst ligger de store strandhoteller helt ned til strandene, i områder som til tider minder om Florida eller den amerikanske vestkyst.

Dag 1 – Naha, Okinawa øen
I flyver fra en af Japans større byer og lander i Naha, Okinawas største by. I tager derpå til jeres hotel, Southern Beach Hotel Okinawa, der ligger lidt udenfor byen og lige ud til stranden. Her skal I bo under hele opholdet. Hotellet er nyt og har store, dejlige værelser med udsigt over havet. Der er også både en indendørs og udendørs swimmingpool*.
I har resten af dagen til fri disposition, så der er både tid til afslapning ved stranden og til at besøge Naha centrum med den farverige shoppinggade. Gå en tur der om aftenen og oplev den afslappede og åbne atmosfære helt anderledes fra Japans ”fastland.”
*) Den udendørs pool er kun åben fra slutningen af april til slutningen af oktober.

Dag 2 – Heldagstur til Ryukyu landsbyen, Manzamo klippen og Churaumi akvariet
Efter morgenmad tager I selv ind til Naha by, hvor I bliver hentet af vores bus. I besøger alle Okinawas vigtigste seværdigheder: I starter i Ryukyu landsbyen, en autentisk bygget landsby, hvor man ser Okinawas unikke kultur vækket til live. Ryukyu er det officielle navn for alle Okinawa-øerne, og mange ting har deres ophav her, deriblandt kampsporten karate. Oplev det hele tæt på her.
I fortsætter til den imponerende Manzamo klippe, der ligner en elefantsnabel, og hvor vandene mødes voldsomt forneden. I spiser japansk frokost i Okashi Goten, der ligger i en bygning, der er en præcis efterligning af Shurijo-borgen. Shurijo-borgen var hovedsædet for kongen, dengang Okinawa-øerne var en selvstændig nation for mange hundrede år siden.
I kører videre til et af verdens største akvarier, Churaumi. Her er mange delfiner og desuden verdens største fisk, hvalhajen, der svømmer rundt blandt mange andre farvestrålende arter i et kæmpemæssigt akvarium. En fantastisk oplevelse.
I slutter af med et besøg i en af Okinawas tropiske frugthaver, inden turen atter går mod Naha by. I sættes af i centrum og har aftenen til fri disposition – I kan blive og spise i byen, eller tage tilbage til hotellet og spise der.
Engelsksproget audioguide medfølger på turen.

Dag 3 – Heldagstur til Nagannu øen (m/f)
Efter morgenmad tager I til Tomari havnen i Naha. Herfra er det en kort færgetur til den ubeboede koralø, Nagannu. Øen er kun 1.1 km lang og 200 m bred og meget smuk. Her har I rige muligheder for aktiviteter: I kan snorkle, bade, gå rundt om øen (ca. 1 time) eller samle muslingeskaller som I senere kan bruge til at lave en ramme eller et billede på øens værksted. I januar-marts kan I også tage på en hvalkigstur (1 1/2 time) og en barbeque-frokost er også inkluderet. Mod et gebyr er der også muligheder for dykning, vandski, speedbåd mm. Kontakt os venligst for mere information. Sent på eftermiddagen sejler I tilbage til Tomari-havnen og I har resten af dagen til fri disposition.

Dag 4 – Strand og by i Naha (m)
I har denne, jeres sidste fulde dag, til fri disposition. I kan nyde stranden ved jeres hotel eller prøve nogle af de meget fine strande, der ligger omkring 1 time nord for Naha by. Eller hvorfor ikke tage ind til Naha centrum og gå på opdagelse i Okinawas fantastiske og internationale hovedstad? Valget er jeres.

Dag 5 – Afrejse (m)
Efter fire nætter i dette tropiske paradis er det tid til at sige farvel. Efter morgenmad tager I til Naha lufthavnen for at flyve tilbage til en af de større japanske byer. 

m = morgenmad f = frokost

BILLEJE:
Ønsker I mere fleksibilitet under rejsen, så anbefaler vi at I lejer en bil under opholdet. Køreforholdene er gode, men skiltning på engelsk.
Kontakt os herom for priser samt husk at medbringe både dansk og internationalt kørekort.
[[[tab3]]]
Southern Beach Resort, 4*
Southern Beach Hotel & Resort ligger syd for Okinawas hovedstad Naha. Dette smukke og store resort har alt, hvad der skal til for en luksusferie – pool, spa og en kunstig strand med masser af aktiviteter (bemærk: lukket nov-apr.) Her er også restaurant og butik, så alt hvad man har brug for kan klares inden for resortets område.
.
Læs mere om hotellet her
[[[tab4]]]Det er en god idé at forberede sig godt inden man ankommer til Japan for første gang. Det er en meget anderledes kultur og mange ting foregår på en helt anden måde end i vores verden.

Herunder et par praktiske informationer samt nogle gode råd til hvad man bør overveje før man rejser afsted mod Japan.

PRISNIVEAU
Generelt er prisniveauet som i Danmark, lidt billigere endda. Udbuddet af varer er væsentligt større.

MORGENMAD
Som alternativ til en dyr hotelmorgenmad, der ikke er inkluderet i prisen på de japanske hoteller, kan man gå på en japansk café som serverer "morning service", indeholdende kaffe, toast og salat til en fornuftig pris. Friske sandwich og fyldte risboller (onigiri) findes i alle døgnkiosker.

VALUTA
Valutaen i Japan hedder Yen, og er den eneste valuta som anvendes. Rejsechecks i Yen og Dollars accepteres i banker og store hoteller. Men man bør væbne sig med tålmodighed. Danske Kroner veksles til en meget dårlig kurs, hvorfor det anbefales at købe yen hjemmefra.

TIDSFORSKELLEN
Tidsforskellen er 8 timer når vi har vintertid i Danmark, og 7 timer når vi har sommertid.

TELEFONI
Telefonbokse findes overalt, men er lidt besværlige at anvende. Hvis man skal ringe hjem til Danmark, skal man finde de grå telefoner, hvor der står "International" . Man kan købe flere forskellige slags telefonkort i kioskerne og efter lidt øvelse er de lette at anvende og væsentlig billigere, end hvis man ringer fra hotellet.

Der er efterhånden kommet en del mobiltelefoner på det danske marked, der kan anvendes i Japan. Alternativet kunne være at leje en telefon under opholdet i Japan, læs mere her.

BAGAGESERVICE
Tung bagage kan med fordel sendes med express-service, der er nemt, billigt og sikkert i Japan. Gå til den nærmeste convenience store og bed om "takuhai-bin", eller hør hotellet om de kan hjælpe. Som hovedregel tager det mellem 1 og 2 dage, og koster ca. Kr. 100 per kuffert.

RESTAURANTER
I vinduerne på mange japanske restauranter, finder man dekorative plastattrapper af maden som restauranten serverer. Det er ganske bekvemt, når man ikke kender det japanske navn, på det man har lyst til at spise og blot kan nøjes med at pege.
Sushi er ikke så dyrt i Japan, som i Danmark. Det billigste sted er "samlebånds-sushi", hvor man sidder på rad og række, mens sushien kører forbi på små tallerkener på båndet. Sushien afregnes efter hvor mange tallerkener sushi, man har spist.

DRIKKEPENGE
Man giver ikke drikkepenge i Japan. Derimod kan man nogle steder komme ud for at skulle betale en bordafgift på op til 10% af det totale beløb på en del restauranter og barer. På de såkaldte Izakaya-barer stilles der altid lidt snack frem på bordet, når man sætter sig, og der lægges altid et lille beløb på notaen. Man betaler sjældent ved bordet, men medbringer sin regning og betaler ved udgangen.

ÅBNINGSTIDER
Forretningerne er normalt åbne fra kl. 10 til 19, men flere har åbent til kl. 20 eller senere. Mange varehuse og forretninger holder lukket på en hverdag for til gengæld at have åbent både lørdag og søndag. Banker er åbne fra kl. 9 til 15 mandag til fredag. Postkontorerne er almindeligvis åbne fra kl. 9 til 17 på hverdage og 9 til 12 på lørdage. Overalt i Japan findes der døgnkiosker som 7-11, Lawson, Family Mart og AMPM. De har et forholdsvist stort udbud af hverdagsvarer som f.eks. skriveredskaber, fast food og chokolade. Her kan man også købe de meget lækre risboller omviklet af tang, "onigiri", der nemt gør det ud for en sund, billig og velsmagende frokost.

PÅKLÆDNING
Påklædningen i Japan er mørkt tøj for mænd og dragt for kvinder, hvis man tager dertil i forretningsøjemed. For turistrejsende er Japan ligeså afslappet som andre steder.

BETALING
Kreditkort accepteres ikke overalt. Japan er stadig i høj udstrækning et kontantland, specielt på de små restauranter og forretninger. Rejsende anbefales at tage kontanter med og kun have kreditkort med i reserve. Hævemaskiner i japanske banker fungerer ikke altid for transaktioner med udenlandske kort. Undtaget er
- Citibank
- Sumitomo Ginko (Bank)
- Posthuse
- 7eleven døgnkiosk
Visakort og Mastercard er de mest anvendelige.

DRIKKEVAND
Postevandet kan uden problemer drikkes i Japan, men det smager mere af klor, end vi er vant til. Vi anbefaler at man køber flasker med kildevand i stedet for.

STRØM
Du skal være opmærksom på at i Japan bruger man 110V i modsætning til 230V herhjemme. Derfor kræver de fleste elektriske apparater en omformer. Nogle genopladelige apparater kan dog selv omstille fra 230V til 110V.
I Japan benytter de flade stik (som også benyttes i USA), derfor anbefales der at du køber en adapter.

KLIMA
Klimaet i Japan er ofte mildt og behageligt med svale vintre og meget varme somre. Vintermånederne, især omkring årsskiftet, plejer at byde på klart vejr i flere uger i træk og det bliver sjældent koldere end 0 grader. Juni og september er henholdsvis regntid og tyfon-sæson. Efteråret, der varer fra oktober til december, og foråret, der starter i marts og varer hen i maj, er de absolut bedste tider at besøge Japan på.

TAXI
Taxichaufførerne i Japan taler ikke særlig godt engelsk, men de er meget hjælpsomme og pålidelige. I Japan kører man i venstre side og indstigningen i en taxi sker ligeledes i venstre side, hvor chaufføren automatisk åbner og lukker døren for én. Det er ikke så dyrt at køre i taxi som i Danmark og hvis man er flere sammen, kan det betale sig at leje en taxi med chauffør for en dag og bede ham om at være guide, hvis han altså taler et forståeligt engelsk.

AFREJSE
Check-in i Japan skal ske to timer før afrejsen.

PAS OG VISUM
Kunden er forpligtet til at sørge for at medbringe pas og de for rejsens gennemførelse nødvendige visa. Ved fremmed statsborgerskab bør den rejsende søge oplysninger om de krav, der stilles til eventuelt visum. Den rejsende skal endvidere ved bestillingen oplyse om eventuelt fremmed statsborgerskab, så rejsebureauet kan give fornøden vejledning. Udlades sådanne oplysninger med en eventuel afvisning ved grænsen til følge, kan der ikke gøres krav gældende overfor Net Travel Service A/S.

[[[tab5]]]Har du lyst til at dele dine oplevelser omkring denne tur med andre, send gerne dine kommentarer til info@japanspecialisten.dk 


Der er p.t. ingen kommentarer

 

 

Japanspecialisten.dk   |   Vester Voldgade 94   |   1552 København V   |   Tel: 33 45 40 00   |   Fax: 33 45 40 01   |   info@japanspecialisten.dk