Select your country:
Kulinariske Japan, 15 dages madoplevelser (på engelsk)
Rundrejse i Japan med engelsktalende rejseleder!
Højdepunkter: Besøg det berømte Tsukiji Fiskemarked, Hengiv dig til bjergudsigt og traditionel madkunst i Takayama, Besøg et 600 år gammelt marked, Kombiner Zen meditation med fantastisk mad i Koya-san, Giv dine smagsløg en udfordring med fugu kuglefisk, Oplev Osakas neonbelyste natteliv, Konstruér og fortær din egen okonomiyaki i Hiroshima, Lær af en madlavningstime i Kyoto.
Pris fra 33.990 Kr.
[[[tab1]]]Japan emmer af århundreders madtradition og er intet mindre end et skatkammer af eksotisk madkunst, stærk sake og søde nydelser. Vores eventyr tager os fra Tokyo til Kyoto og ind i hjertet af Japan, hvor vi nyder et tag-selv-bord af lækkerier i mange forskellige omgivelser. Vi fuldender opskriften ved at tilføje rigelige mængder kultur og færdiggør det hele med nogle af Japans bedste attraktioner. Få trang til tempura, smag for sushi og guf til ganen når vi går på opdagelse i Japans uendelige forskelligheder og uovertrufne madkunst.

BEMÆRK:
Engelsk- og japansktalende rejseleder
Afgang, se under Praktisk info

Gruppen:
Størrelse min. 4 / max. 12 personer
Gruppedeltagerne kommer fra hele verdenen. Engelsk er hovedsproget under rejsen. Deltagerne er af alle aldre.
Hvis man rejser alene, bliver man tildelt en partner af samme køn til at dele værelse med. Enkeltværelse er ikke muligt.

Rejsen inkluderer:
- Fly: København - Tokyo / Osaka - København
- Alle lufthavnsskatter og gebyrer
- 7 nætter på hotel 
- 4 nætter i japanske gæstgiverier
- 2 nætter i buddhistisk tempel
- 13 x morgenmad, 2 x frokost og 7 x middage
- Alle lokaltransport i følge program
- Japan Rail Pass, 14 dage 2 klasse
- Nogle entreer (se under praktisk info)
- Engelsk- og japansktalende rejseleder

Rejsen inkluderer ikke:
- Rejseforsikring (vi tilbyder Europæiske)
- Afbestillingsforsikring
- Div. entreer (se under praktisk info)
- Måltider ikke nævt ovenfor (beregn med DKK 1.500)

Pris fra DKK 33.990,-
Prisen er vejledende afhænger af kursen på JPY samt flybillettens pris.

Ekstra nætter i Tokyo samt Kyoto kan tilkøbes.
Tilslutning fra provinsen kan tilkøbes.

[[[tab2]]]
Dag 1: Afrejse 
Afrejse fra Danmark til Tokyo.
OBS: Vi anbefaler at rejse et par dage før, for at få mere tid i Tokyo.
Ekstra overnatninger kan tilkøbes.

Dag 2: Tokyo 
Efter ankomst til Tokyo Narita lufthavn, tager du på egen hånd Keisei Skyliner direkte til Ueno Station (endestationen). Hotellet ligger 5 minutter til fods fra Stationen.
Hvis man kigger forbi neonlysene, de højteknologiske indretninger og de overfyldte forstæder finder man i Tokyo en storby der emmer af gamle traditioner. Besøg Ueno parken hvor sarte kirsebærblomsttræer danner en skøn baggrund for et væld af museer, eller tag toget til Ginza og det bedste i luksusshopping. 
Dagen bliver brugt som ankomstdag for alle deltagerne fra hele verdenen. Du har hele dagen til at udforske Tokyo.
Vi har to nætter på hotel nær Ueno Station i det centrale Tokyo.

Dag 3: Tokyo
Vi vågner op i den pulerende by, har vi mulighed for at kigge nærmere på Tokyo.
Vi starter jeres hedonistiske eventyr under Tokyos glitrende neonlys. Storbyen overvælder med førsteklasses restauranter og er det ideelle afsæt for jeres rejse ind i den japanske madkunst store diversitet. Vi skal lære at lave soba-nudler og besøge Tsukiji Fiskemarked, hvor der sælges mere end 400 forskellige arter fisk og andet godt fra havet.
Resten af dagen er til fri disposition.

Østens metropol, Tokyo, er en storby udover det sædvanlige. I et land med dybe traditioner og en stærk kultur, sammensat med det nyeste indenfor innovativt design, niche-butikker og Michelin-restauranter, gør byen til en unik oplevelse man ikke kan finde i nogen anden storby.
Der er alt for en hver smag: Ønsker du at fordybe dig i kulturelle oplevelser, templer og japanske haver, eller vil du hellere udnytte tiden på det seneste indenfor moderne arkitektur, high-tech udstyr og gourmet oplevelser, så er der mulighed for det hele.  Benyt de utallige metro linjer og JR linjer, så du kan komme frem til alle Tokyos seværdigheder og attraktioner indenfor få minutter. I nærområdet til hotellet finder du også utallige barer, restauranter, shopping centre, niche-butikker og cafeer.

Dag 4: Tokyo / Takayama 
Det er nu tid til at forlade Tokyo. Vi forsætter rejsen mod sydvest til den historiske bjergby Takayama, og jeres Rail Pass giver jer adgang til det japanske højhastighedstog, shinkansen. Læn jer tilbage og nyd effektiviteten: togene forlader stationen på sekundet, der er sirligt rent og sæderne vender altid den rigtige vej! Man mindes, at man er langt hjemmefra, når man ser bjerge, rismarker og cedertræer flintre forbi med op til 300 km i timen. De sidste par timer foregår rejsen med et langsommere tog, der tager jer langs floder og gennem grønne dale lige ind i hjertet af det gamle Japan. Takayama er en afsides og overordentlig velbevaret bjergby, der ofte kaldes for ”Lille Kyoto.” Især i San-no-machi gaden er de gamle traditionelle træbygninger særdeles smukke, og her kan man købe håndværk, besøge hundrede år gamle sake-distillerier og tage en tur i en gammeldags rickshaw. 

Vi bor to nætter på et minshuku, et familiedrevet japansk gæstgiveri, for at fuldende oplevelsen. 

Dag 8: Takayama
Det siges, at netop denne del af landet har noget af den bedste sake, og de traditionelle markeder og madfestivaler gør Takayama til en godbid af et rejsemål året rundt. Byen ligger i smørhullet mellem de japanske alper og huser friluftsmuseet Hida Folkelandsby. Her kan man vandre blandt stråtækte huse og komme helt tæt på de traditionelle håndværk. Smag en lækker friskbagt taiyaki kage og gå på opdagelse. 
Vi vil smage nærmere på de lokale specialiteter, bl.a. san sai ryori (retter med lokale bjerggrøntsager), Hoba miso (soyabønner i blade) og Hida beef (Takayamas svar på Kobebøffer). De udsøgte retter vil blive tilberedt af famillien som driver gæstgiveriet. 

Dag 5: Takayama / Koya bjerget
Efter 2 dage i Takayama tager vi nu på en togtur, der tager os højt, højt op i bjergene. Vi skal til det hellige sted Koyasan. Turen varer syv timer, men nyd den – udsigten over dybe vidder og vajende bambustræer er ganske enkelt fantastisk. Vi kan samtidig meditere over hvor lang tid turen må have taget på gåben, og hvor hård den må have været. Det var netop den gåtur, den buddhistiske præst Kobo Daishi foretog, da han efter mange års studier i Kina og netop Kyoto grundlagde sit tempel her i 816.

Kobo Daishi introducerede en form for buddhisme, der hedder Shingon (”det sande ord”) og lægger stor vægt på den mundtlige overførsel af mysterier. På trods af det er Koyasan faktisk et af de steder, hvor man kan komme allernærmest ”mysteriet.” Japanske templer er tit meget lukkede, og det er oftest umuligt at komme indenfor i bygningerne. Men på Koyasan kommer vi til at bo på et tempel sammen med munkene. Vi får vores eget fine værelse, og får muligheden for at stå tidligt op og chante med munkene, ligesom vi spiser samme mad som dem, den udsøgt lækre vegetariske munkekost, der kaldes ”shojin ryori.”

Det absolut helligste sted i hele dette hellige område er den store gravplads Okunoin, hvor også Kobo Daishi ligger. Det siges at han indgik i en evig meditation så han kan viderebringe sin insigt, og hver dag bringer en munk mad til hans grav. Mange andre vigtige historiske personer har ladet sig begrave her for at være tæt på den store mand og mange firmaer har også gravpladser for ansatte her, bl.a. en kaffeproducent, hvis gravsten naturligvis er formet som en kaffekop! 

Dag 7: Koyabjerget
Gå på opdagelse i området og hold udgik efter pilgrimme. Kobo Daishi etablerede en cirkelformet pilgrimsrejse gennem 88 templer på øen Shikoku, og mange japanere foretager stadig denne tur. Koyasan er som det helligste sted både der hvor rejsen begynder og afsluttes og man kan derfor se mange henro (pilgrimme) her i det traditionelle hvide tøj og med stråhat og stok. Desuden er her et væld af templer og mange muligheder for at opnå indsigt ved at nedskrive sutraer eller deltage i meditation.

Dag 8: Koya bjerget - Osaka
Spirituelt mættede forlader vi i dag Koyasan, og heldigvis har vi den lange og smukke togtur til langsomt at vende tilbage til den materielle verden. Vi ankommer i Osaka, hvor vi har to overnatninger. Osaka anses af japanerne selv som deres mest farverige og uhøjtidelige storby, og her er alt hvad hjertet kan begære af verdslige goder. Vi kan klare shopping og smage den lokale streetfood takoyaki eller okonomiyaki (en slags mad-æbleskiver / pandekager med kål, blæksprutte eller kød). Tag en slendretur igennem downtown-områderne Namba eller Dotombori og en god middag på en af byens mange spændende restauranter. 
Vi overnatter på japansk gæstgiveri i det centrale Osaka i "Dotombori" (maddistrikt).

Dag 9: Osaka
Med kælenavnet "Nationens Køkken" er der noget for alle i denne by. For dem som tør, skal vi besøge en Fugu Restaurant, som er en dødlig fisk, hvis ikke den bliver tilberedt rigtigt. Den berygtede japanske mafia ”Yakusa” serverede ofte denne fisk til nye medlemmer. Fisken blev brugt som en manddomsprøve, og for at skabe tillid overfor hinanden. 
Vi skal også smage boghvede nudler, som er en lokal delikatesse.

Dag 10: Osaka / Hiroshima 
Vi fortsætter mod sydøst til en by, der ikke behøver nogen introduktion: Hiroshima vil nok altid være synonymt med atombombningen den 6. august 1945. Atombombekuplen, den eneste ruin, og det saglige, men rystende Fredsmuseum vidner om den altomfattende ødelæggelse. Men når man bagefter går ud i den smukke Fredspark eller slentrer ned ad den livlige gågade Hondori, ser man, at livet i Hiroshima fortsætter. Byen er grøn og åben og befolkningen livsglad og festlig. Smag ægte japansk soul food i form af okonomi-yaki: en art omelet med nudler, kål og flæsk, der overhældes med en særlig sovs. 
Vi overnatter 2 nætter på hotel i hjertet af Hiroshima.

Dag 11: Hiroshima / Miyajima

Vores rejseleder tager os til den lille ø Miyajima, der kan nås på en time med tog og færge, begge dækket Japan Rail Pass. Denne ø blev i gamle tider betragtet som hellig, og huser den smukke Itsukushima helligdom, der er bygget på stolper i vandet for ikke at røre den hellige jord. Der er derudover et væld af hellige steder på øen, bl.a. Daisho-in templet, som Dalai Lama flere gange har besøgt. Husk også at være søde ved de mange tamme shika-hjorte – de betragtes som hellige.

Dag 12: Hiroshima / Kyoto
For sidste gang tager vi højhastighedstoget mod Japans kulturelle skatkammer. Kyoto, landets gamle hovedstad, har det ypperste indenfor japansk kultur, og med tre overnatninger har vi rig mulighed for at gå på opdagelse. Her er bevaret mere end 1600 buddhistiske templer og 270 shinto-helligdomme. Vi skal vandre blandt majestætiske bambusskove ved Kodai-ji templet, se de 1001 gyldne statuer af bamhjertighedens gudinde Kannon på San-ju-san-gendo templet, og se ud over hele byen fra Kiyomizu templet med de hellige kilder. Samurai-borgen Nijo, med det såkaldte nattergalegulv, der ”kvidrer,” uanset hvor stille man lister sig hen, er et andet must. Om aftenen kan du se traditionelt kabuki-teater eller et andet show i geisha-kvarteret, Gion Corner. Tag en tur til Japans første hovedstad Nara (45 min.) og se verdens største bronze-Buddha i Todai-ji templet. Besøg på det gamle Kejserpalads, som man ellers skal bestille tid til i forvejen. Vi kan købe fine ting i Kyoto, såsom silke, papir og vifter, og Kyoto er berømt for sin mad og te. Vi anbefaler, at du bruger en aften i Kyoto på en rigtig god restaurant, måske en der serverer gourmet kaiseki mad eller ligeså luksuriøs shojin-ryori, vegetarisk mad som spises af buddhistiske munke. Bed eventuelt hotellets personale om hjælp til at bestille bord. 

Dag 13: Kyoto:
Vi skal i dag på lokal kokkeskole, hvor vi skal mestre kunsten indenfor Kaiseki mad. Resten af dagen er til fri dispostion. Besøg det storslåede Guldpavilion tempel og tag en spadseretur gennem det berømte geisha-distrikt Gion.  Der er mange muligheder.

Dag 14: Kyoto
Vores sidste fulde dag sammen skal nydes i Kyoto. Gå en tur i bambusskovene ved Arashiyama eller besøg Inari, et helligt område syd for Kyoto med tusindvis af Torii porte, inden du tager afsked med nye venner. 

Dag 15: Hjemrejse
Du tager denne morgen til Osaka Lufthavn, hvor du har din afgang tilbage til Danmark.

Udvid rejsen!!!
Vi anbefaler at blive i Japan efterfølgende med nogle ekstra nætter.
Rejsen kan f.eks udvides med ophold i strandparadiset Okinawa!
Læs mere her

[[[tab3]]]Rejsen inkluderer 7 nætter på hotel, 4 nætter på japanske gæstgiverier og 2 nætter på buddhistisk templer.

Vestlige hoteller:
De fleste overnatninger på denne tur er på vestlige hoteller som vi kender dem fra herhjemme. Og så lige med et "men".
Japanske hotelværelser kan være lidt små, specielt hvis man har meget bagage, og derfor er det en god ide at være forberedt på dette. 
Idet japansk arbejdskraft er forholdsvis dyrt, så er der også mange services som er sparet væk. Room service findes ikke, samt skal man ikke forvente fitness lokaler og business centre. Minibaren er et tomt køleskab. Det er så meningen at man køber sine drikkevare i den lokale kiosk eller supermarked, hvor man derefter kan tage både mad og drikke op på sit værelse. Værelserne er rene og pæne, har bad og toilet, og har altid en central beliggenhed.

 

Traditionelle gæstgiverier (Minshuku):
Vi bestræber os på at komme så tæt på det japanske folk som muligt. Derfor er fire af overnatningerne i traditionelle gæstgiverier som fuldender oplevelsen. Dvs. at sko ikke er tilladt inde i huset, og man sover på ”futon” madrasser på gulvet.
Man skal ikke forvente at bad og toilet er på værelset som bliver delt på gangen.
I de fleste tilfælde er der private aflåste bade.

 
Disse gæstgiverier er ofte drevet af familier gennem flere generationer og det er som at blive inviteret hjem til et privat hjem. Ens opførelse skal da også afspejle at man er gæst. Det kan være ”curfew” dvs. at når familien går i seng, bliver gæstgiveriets hoveddør lukket, og man skal da sørge for at være hjemme inden da. Det er typisk omkring kl. 22. Men skal også forsøge at minimere larm og vise hensyn til de andre boende.

Der kan bestilles japansk eller vestligt morgenmad, som ofte spises i fællesstuen eller oppe på værelset.

Buddhistiske templer:
En oplevelse er at overnatte i en af de godt 120 buddhistiske templer på Koya bjerget. Templerne afspejler overnatningerne på et japansk gæstgiveri, hvor man stort set følger de samme regler.
Kosten er altid vegetarisk, og man kan være med til at meditere med munkene som driver stedet.
  

[[[tab4]]]
Afgange fra Danmark: 
2012
16 Marts
30 Marts
07 April
14 April
21 April

Entreer og aktiviteter inkluderet i prisen:
Tur til Tsukiji Fiskemarked i Tokyo
Kokkeskole (Soba nudler) i Tokyo
Hida Folkemuseet i Takayama
Sake Bryggeri i Takayama
Kongobu-ji i Koya bjerget
Halvdagstur til Miyajima i Hiroshima
Kokkeskole i Kyoto
2 tempelbesøg i Kyoto

Entreer og aktiviteter ikke inkluderet i prisen:
Hamarikyu Haven i Tokyo (ca. 30 kr)
Shinjuku Haven i Tokyo (ca. 15 kr)
Edo Museet i Tokyo (ca. 30 kr)
Festival Museet i Takayama (ca. 25 kr)
Folkehuset i Takayama (ca. 30 kr)
Lydguide i Koya Bjerget (ca. 30 kr)
Tårnet i Osaka Castle (ca. 30 kr)
Kokkeskole Takoyaki (blæksprutte "æbleskiver") i Osaka (ca. 60 kr)
Bunraku dukketeater i Osaka (ca. 120 kr)
A bombe museet i Hiroshima (ca. 3 kr)
Itsukushima templet i Miyajima (ca. 15 kr)
Kiyumizu templet i Kyoto (ca. 30 kr)
Sanjusangendo templet i Kyoto (ca. 15 kr)
1 dags cykelleje i Kyoto (ca. 60 kr)
Todaiji templet i Nara (ca. 30 kr)

Det er en god idé at forberede sig godt inden man ankommer til Japan for første gang. Det er en meget anderledes kultur og mange ting foregår på en helt anden måde end i vores verden.

Herunder et par praktiske informationer samt nogle gode råd til hvad man bør overveje før man rejser afsted mod Japan.

PRISNIVEAU
Generelt er prisniveauet som i Danmark, lidt billigere endda. Udbuddet af varer er væsentligt større.

MORGENMAD
Som alternativ til en dyr hotelmorgenmad, der ikke er inkluderet i prisen på de japanske hoteller, kan man gå på en japansk café som serverer "morning service", indeholdende kaffe, toast og salat til en fornuftig pris. Friske sandwich og fyldte risboller (onigiri) findes i alle døgnkiosker.

VALUTA
Valutaen i Japan hedder Yen, og er den eneste valuta som anvendes. Rejsechecks i Yen og Dollars accepteres i banker og store hoteller. Men man bør væbne sig med tålmodighed. Danske Kroner veksles til en meget dårlig kurs, hvorfor det anbefales at købe yen hjemmefra.

TIDSFORSKELLEN
Tidsforskellen er 8 timer når vi har vintertid i Danmark, og 7 timer når vi har sommertid.

TELEFONI
Telefonbokse findes overalt, men er lidt besværlige at anvende. Hvis man skal ringe hjem til Danmark, skal man finde de grå telefoner, hvor der står "International" . Man kan købe flere forskellige slags telefonkort i kioskerne og efter lidt øvelse er de lette at anvende og væsentlig billigere, end hvis man ringer fra hotellet.

Der er efterhånden kommet en del mobiltelefoner på det danske marked, der kan anvendes i Japan. Alternativet kunne være at leje en telefon under opholdet i Japan, læs mere her.

BAGAGESERVICE
Tung bagage kan med fordel sendes med express-service, der er nemt, billigt og sikkert i Japan. Gå til den nærmeste convenience store og bed om "takuhai-bin", eller hør hotellet om de kan hjælpe. Som hovedregel tager det mellem 1 og 2 dage, og koster ca. Kr. 100 per kuffert.

RESTAURANTER
I vinduerne på mange japanske restauranter, finder man dekorative plastattrapper af maden som restauranten serverer. Det er ganske bekvemt, når man ikke kender det japanske navn, på det man har lyst til at spise og blot kan nøjes med at pege.
Sushi er ikke så dyrt i Japan, som i Danmark. Det billigste sted er "samlebånds-sushi", hvor man sidder på rad og række, mens sushien kører forbi på små tallerkener på båndet. Sushien afregnes efter hvor mange tallerkener sushi, man har spist.

DRIKKEPENGE
Man giver ikke drikkepenge i Japan. Derimod kan man nogle steder komme ud for at skulle betale en bordafgift på op til 10% af det totale beløb på en del restauranter og barer. På de såkaldte Izakaya-barer stilles der altid lidt snack frem på bordet, når man sætter sig, og der lægges altid et lille beløb på notaen. Man betaler sjældent ved bordet, men medbringer sin regning og betaler ved udgangen.

ÅBNINGSTIDER
Forretningerne er normalt åbne fra kl. 10 til 19, men flere har åbent til kl. 20 eller senere. Mange varehuse og forretninger holder lukket på en hverdag for til gengæld at have åbent både lørdag og søndag. Banker er åbne fra kl. 9 til 15 mandag til fredag. Postkontorerne er almindeligvis åbne fra kl. 9 til 17 på hverdage og 9 til 12 på lørdage. Overalt i Japan findes der døgnkiosker som 7-11, Lawson, Family Mart og AMPM. De har et forholdsvist stort udbud af hverdagsvarer som f.eks. skriveredskaber, fast food og chokolade. Her kan man også købe de meget lækre risboller omviklet af tang, "onigiri", der nemt gør det ud for en sund, billig og velsmagende frokost.

PÅKLÆDNING
Påklædningen i Japan er mørkt tøj for mænd og dragt for kvinder, hvis man tager dertil i forretningsøjemed. For turistrejsende er Japan ligeså afslappet som andre steder.

BETALING
Kreditkort accepteres ikke overalt. Japan er stadig i høj udstrækning et kontantland, specielt på de små restauranter og forretninger. Rejsende anbefales at tage kontanter med og kun have kreditkort med i reserve. Hævemaskiner i japanske banker fungerer ikke altid for transaktioner med udenlandske kort. Undtaget er
- Citibank
- Sumitomo Ginko (Bank)
- Posthuse
- 7eleven døgnkiosk
Visakort og Mastercard er de mest anvendelige.

DRIKKEVAND
Postevandet kan uden problemer drikkes i Japan, men det smager mere af klor, end vi er vant til. Vi anbefaler at man køber flasker med kildevand i stedet for.

STRØM
Du skal være opmærksom på at i Japan bruger man 110V i modsætning til 230V herhjemme. Derfor kræver de fleste elektriske apparater en omformer. Nogle genopladelige apparater kan dog selv omstille fra 230V til 110V.
I Japan benytter de flade stik (som også benyttes i USA), derfor anbefales der at du køber en adapter.

KLIMA
Klimaet i Japan er ofte mildt og behageligt med svale vintre og meget varme somre. Vintermånederne, især omkring årsskiftet, plejer at byde på klart vejr i flere uger i træk og det bliver sjældent koldere end 0 grader. Juni og september er henholdsvis regntid og tyfon-sæson. Efteråret, der varer fra oktober til december, og foråret, der starter i marts og varer hen i maj, er de absolut bedste tider at besøge Japan på.

TAXI
Taxichaufførerne i Japan taler ikke særlig godt engelsk, men de er meget hjælpsomme og pålidelige. I Japan kører man i venstre side og indstigningen i en taxi sker ligeledes i venstre side, hvor chaufføren automatisk åbner og lukker døren for én. Det er ikke så dyrt at køre i taxi som i Danmark og hvis man er flere sammen, kan det betale sig at leje en taxi med chauffør for en dag og bede ham om at være guide, hvis han altså taler et forståeligt engelsk.

AFREJSE
Check-in i Japan skal ske to timer før afrejsen.

PAS OG VISUM
Kunden er forpligtet til at sørge for at medbringe pas og de for rejsens gennemførelse nødvendige visa. Ved fremmed statsborgerskab bør den rejsende søge oplysninger om de krav, der stilles til eventuelt visum. Den rejsende skal endvidere ved bestillingen oplyse om eventuelt fremmed statsborgerskab, så rejsebureauet kan give fornøden vejledning. Udlades sådanne oplysninger med en eventuel afvisning ved grænsen til følge, kan der ikke gøres krav gældende overfor Net Travel Service A/S.

[[[tab5]]]Har du lyst til at dele dine oplevelser omkring denne tur med andre, send gerne dine kommentarer til info@japanspecialisten.dk 

Der er p.t. ingen kommentarer

 

Japanspecialisten.dk   |   Vester Voldgade 94   |   1552 København V   |   Tel: 33 45 40 00   |   Fax: 33 45 40 01   |   info@japanspecialisten.dk