Select your country:

Shinjuku (Tokyo)

Når man stiger ud af toget på Sjinjuku Station, tror man ikke sine egne øjne. Japanske forretningsmænd står i snorlige rækker på rulletrapperne og folk myldrer målrettede af sted i de brede metropassager. Omkring 3,65 millioner mennesker passerer stationen hver eneste dag, hvilket gør den til en af de fem travleste i verden. I Shinjuku finder man flere store berømte stormagasiner, hvor man sagtens kan glemme tid og sted. Der er luksusshopping i Isetan, alt det du ikke vidste, du havde brug for i Tokyu Hands og masser af billigere shopping, cafeer og restauranter i Oi Oi. Trænger du til en pause i fødder og hoved er Shinjuku Gyoen park stedet at gå hen. Parken er med sine over 20.000 forskellige træer og planter en skønhed uden lige. Og så er det en ekstra underholdende dimension at se de mange yngre skoleelever gå rundt i takt på lige rækker i deres små uniformer.

Om aftenen forvandler Sjinjuku sig til en oplevelsesscene af en anden verden. De lysende skyskrabere fortsætter i en uendelighed, og i området Kabuki-cho oplever man et natteliv, som bestemt ikke er for børn og sarte sjæle.
Japanspecialisten.dk   |   Vester Voldgade 94   |   1552 København V   |   Tel: 33 45 40 00   |   Fax: 33 45 40 01   |   info@japanspecialisten.dk