Af Kristian Ditlev Jensen
For de fleste danskere virker det komplet uoverskueligt at lære japansk. Og mange taler og forstår derfor kun et par ord selv efter flere rejser til solopgangens land. Men faktisk skal man ikke lade sig skræmme. Japansk er nemlig ikke sværere end dansk, det er bare meget anderledes. Man kan sige det sådan, at alle sprog i teorien er lige vanskelige, men på forskellige måder.
Japansk udtale er for eksempel meget let. Den minder i grunden meget om italiensk udtale. Hvis man bare siger det, der står, så rammer man som regel plet. Toyota udtales eksempelvis lige ud af landevejen: To-jo-ta.
Man skal dog lige være opmærksom på vokallængder koohii med to lange vokaler betyder kaffe og enkelte ord skal udtales med tryk på bestemte stavelser. Ame kan betyde både regnvejr og bolcher alt afhængig af udtalen. Men det er jo stadig forholdsvis overskueligt.
Årsagen er, at japansk er verdens næstmest lydfattige sprog. Japanerne kan helt enkelt ikke skelne mellem særlig mange forskellige lyde. De skelner for eksempel ikke på samme måde som os mellem l/r eller f/h eller b/v. Det er grunden til, at de ved check-in-skranken i lufthavnen i Tokyo siger Enjoy your fright!, når man får sit boarding card udleveret. Og det er derfor, man ser film på bideo.
Kun et sted forvirrer den japanske udtale en smule. For en dansker virker det lidt, som om der er overflødigevokaler, typisk u eller i eller o. Det skyldes sprogets grundlæggende struktur. Japansk er et monosyllabisk polymorfem-sprog. Det fine ord enstavelsessprog med isolerede betydningsdele, kan det måske oversættes til dækker over et sprog, der altid skrives, tales og forstås i stavelser, der hver især udgøres af én konsonant og én vokal, evt. afsluttet med et n. To-kyo er lavet af to sådanne stavelser. Hon-da ligeså. Su-zu-ki er tre stavelser. Men alle ord kan opdeles sådan, når man taler ni-hon-go som japansk hedder på japansk.
Når japanere skal udtale fremmede ord, er de nødt til at presse dem ned i den samme stavelsesstruktur for at begribe dem. Kristian bliver til ku-ri-su-chan. McDonalds bliver til ma-ku-do-na-lu-do. Og tager man alt det ovenstående og blander det sammen, kan man falde over det berømte tøjmærke la-lu-hu-roo-len, der naturligvis betyder Ralph Lauren. For r bliver til l, l kan ikke stå alene og forsynes med et u, f udtales h, l udtales r og r udtales l.
Forvirret? Til sammenligning har dansk både bløde der, stumme her og der og fire vokalhøjder (næsten alle andre sprog i verden har kun tre), og desuden har dansk vokaler, som kun vi selv bruger ø, æ og å (både nordmænd og svenskere udtaler dem nemlig anderledes end os). Når man dertil lægger det danske stød som er unikt på verdensplan og det faktum, at dansk udtales helt anderledes end det skrives, så har man måske en idé om, hvor vanskeligt det er for en japaner at lære at udtale dansk.
Med det i baghovedet kan man kaste sig over det japanske skriftsprog, som sammen med grammatikken, er den del af det japanske sprog, der er allersværest. Japansk består af fire tegnsystemer og to talsystemer. Japanerne skriver hiragana (et stavelses-alfabet), katakana (det samme alfabet, men skrevet forsimplet, moderne), kanji (kinesiske skrifttegn) og romaji (latinske bogstaver ligesom vores). Desuden bruger de arabiske tal (ligesom vi gør) eller japanske tal (for eksempel betyder en vandret streg 1, mens et 0 skrives som et stort O). Japanerne skriver fra højre mod venstre eller fra venstre mod højre eller oppe fra og ned (og i så fald læser man linierne fra højre) men aldrig nede fra og op. Det hele afhænger af hvad der skal skrives.
De kinesiske tegn er de sværeste, fordi der er tusindvis af dem. Men man skal kun lære 2000 for at kunne læse en avis. Og de er ofte baseret på en tegning, så de er ikke svære at huske. Hvis man blot lærer sigkatakana, kan man læse skiltene ved de butikker, der sælger burgere, kaffe og andre vestlige ting.
Kristian Ditlev Jensen (f. 1971) er forfatter, oversætter og journalist. Han har i små ti år skrevet for flere danske aviser og oversat en række bøger fra amerikansk. Som forfatter har han udgivet en prisbelønnet selvbiografi, der er oversat til flere sprog. Hans forfatterskab omfatter også den lille essaysamlig Røde Kager og Grøn Te, som handler om japansk kultur. Den udkom i 2002 på Gyldendal.